Tuesday, June 5, 2012

quotidian identity crisis?

For as long as I can remember, I've disliked leaving my house for school, and later, for work. It's not like I ever cut classes (ok, maybe once or twice) or wound up calling in sick when I was wasn't - and once I've arrived at my destination, I really feel fine. But the whole process of getting ready, packing my stuff and locking the door behind me makes me uneasy. A friend of mine feels the same way and has labelled it "the transition process" - as in, we deal badly with transition processes.

Sometimes I suspect I deal badly because I feel too comfortable at home or that I kind of just function better when I'm surrounded by all my knick knacks. It's like, some people need 5 cigarette breaks. I need a 10-minute mid-day break to bake brownies.



2 comments:

Mette Kærlig Hilsen said...

Y E S - præcis! noglegange er jeg ved at dø ved tanken om at jeg SKAL afsted. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, når jeg skal have et fuldtidsjob og derfor overvejer jeg at blive selvstændig, selvom det jo er fuldstændig selvbedrag at det skulle være bedre og man så skal mindre ud af huset.

Og hvis det jeg skal ud af huset for virker den mindste smule uoverskuelig, så bliver det næste fysisk umuligt for mig at gå over dørtærsklen. Hele vejen ned af gaden og væk hiver min krop mig den forkerte vej HJEM igen..

Sarah Carlson said...

Så er vi flere! Ikke at det er fedt at have det sådan, men det hjælper jo altid lidt, at man ikke er ene freak;O)

Tror dog helt klart det ændrer noget at være i en position, hvor man selv beslutter hvornår man skal ud af huset. Og om man går på arbejde et sted, som også er ens "eget". Så selvstændig eller freelancer er nok slet ikke så tosset endda - og det er du jo allerede godt i gang med :O)